Archive for maj, 2014

Bæredygtigt arbejdsmiljø

mandag, maj 5th, 2014

Af Camilla Bjerre

Mit bud på det næste ”sort” indenfor arbejdsmiljøet, vil være begrebet ”Bæredygtigt arbejdsmiljø”.

Der er ikke skrevet meget om bæredygtigt arbejdsmiljø endnu, og jeg har trukket mine egne fortolkninger ned over begrebet. Jeg vil derfor beskrive, hvordan jeg fortolker det:

På miljøområdet er bæredygtighed et velkendt fænomen - miljøet skal være bæredygtigt, så det bevares for fremtiden i samme eller bedre stand end i dag.

På arbejdsmiljøområdet giver bæredygtighed også god mening: Arbejdsmiljøet skal være så godt, at en ansat kan arbejde et helt arbejdsliv igennem uden at risikere yderligere fysisk eller psykisk nedslidning, end alderen ellers ville medføre.

Det vil betyde, at man ikke kun skal betragte arbejdsmiljøproblemerne som ”her og nu”-udfordringer, men at der skal lægges vægt på det lange arbejdslivs samlede belastninger. Også på tværs af flere ansættelser.

Fokus på et godt og sundt arbejdsmiljø er i højsædet på utrolig mange arbejdspladser. Men der er nogle problemstillinger, det er meget vanskeligt at gøre noget ved. Eksempelvis ensidigt gentaget arbejde (EGA), som 67 % af medlemmerne angav i dbio’s arbejdsmiljøundersøgelse, at de er udsat for mindst to dage om ugen. Jeg er helt sikker på, at der er taget utallige tiltag til at nedbringe EGA – rotationsordninger, udskift af remedier til lettere materialer, mindskning af antal repetitioner osv. Men skal det virkelig rykke, så skal arbejdsmiljøet prioriteres højere, at dem (politikere, bevillingsudvalg osv) der eksempelvis bevilger udstyr, der kan erstatte EGA. Maskiner, der kan stryge uriner ud, er et eksempel på dette.

Hvis bæredygtigt arbejdsmiljø kom så dybt under huden på alle, som eksempelvis effektiviseringsbegrebet er det, så ville argumenter som nedslidning veje langt tungere, end de gør for nuværende. Så ville muligheden for nedslidning pludselig vægte højere, end eksempelvis økonomiske betragtninger, hvilket virkelig ville rykke noget indenfor arbejdsmiljøet

Lad os se, hvad tiden bringer – hvis vi ikke gør noget, så er det i hvert fald uden for vores indflydelse.

Hilsner fra Camilla Bjerre