Archive for november, 2013

Når det går galt – næsten

mandag, november 18th, 2013

399050_4934493836362_1127924124_n

Af Camilla Bjerre

Når det går galt – næsten.

Kære medlem

Du var ved at glide på trappen, men genvandt hurtigt balancen
Din kollega tabte en blyholder til et radioaktivt kit, men nåede at flytte foden.
En studerende skulle til kantinen og var ved at falde på et nyvasket gulv.

Fællesnævneren på disse eksemler er, at der var ved at gå galt – en nærved-ulykke. Altså en hændelse, der kunne have medført personskade, men ikke gjorde det. Hvis ulykken var sket, ville der blive handlet på ulykken og uhensigtsmæssigheder ville blive korrekset. Men sker det med nærved-ulykkerne? Ligger det lige for at tænke: ”Jamen, der skete jo ikke noget”?

Nærved-ulykker bør tages mindst lige så alvorligt som reelle ulykker. Det er jo en gylden mulighed for at erfare, hvor der skal sættes ind med forebyggelse. Et gratis varsel.

Selvom der kun er pligt til at anmelde ulykker, der medfører fravær eller som kan være erstatningsberettiget, er det en rigtig god ide at registrere også nærved-ulykkerne. Hvorfor vente med at handle til det en dag går rigtig galt?

Alle medarbejdere er centrale, når det gælder nærved-ulykker, for lederen eller arbejdsmiljørepræsentanten går ikke med rundt og holder øje med de ting, der kunne være sket. Det ved kun den enkelte selv. Derfor bør alle informeres om, at nærved-ulykker også er et område, hvor de har et ansvar. 
Herefter er det op til arbejdsmiljøgruppen at analysere og handle på nærved-ulykkerne, så de tages lige så alvorligt som de faktiske ulykker. Forebyggelse er en af de vigtigste opgaver for arbejdsmiljøgruppen – og alle andre på arbejdspladsen også.

Der er meget viden at hente i dette hæfte – både om, hvordan medarbejderne engageres, hvordan registreringen kan gøres og hvordan analysen af området kan tilrettelægges.

Mange hilsner fra Camilla Bjerre

Kaffen er klar. Kommer du forbi?

tirsdag, november 12th, 2013

Af Martina Jürs

dbio578 

Kære kollega

Da jeg var barn, delte og udviklede jeg ikke via de sociale medier, for de fandtes ikke …  Der var slangebøsser, hemmelige klubber og æblerov nr. 1. Det var i klubberne, jeg delte viden og erfaringer om drenge og udviklede strategier i jagten på dem:-). Nu deler, lever og udvikler vi i høj grad via de sociale medier. I maj i år brugte vi gennemsnitligt Facebook 9 timer og 15 minutter.

Jeg er vild med at udvikle bioanalytikerfaget som Diagnostisk Samarbejdspartner (DSP)…  Jeg er vild med at møde nye mennesker og meget gerne bioanalytikere af alle slags.  Så ja, jeg vil gerne dele. dbio-gruppen på facebook,  er i dag  en af mine “klubber”, hvor jeg gerne vil dele og udvikle DSP …
 
Men helst vil jeg dele “face to face”. Nutidens møder med nye mennesker eller gamle bekendte kaldes “at mødes 4D”. Jeg vil gerne opfordre til, at vi mødes noget mere 4D. Så hvis nogen af jer har lyst til at være med i en DSP-kaffeklub og mødes 4D med mig hos Danske Bioanalytikere i Skindergade, så skal I være velkomne. Ring og kaffen er klar! Ses vi?

Venlig hilsen Martina

Når kollegaen vender øjne

mandag, november 4th, 2013

Af Camilla Bjerre

img_1068

Kære medlem

Du sidder til et møde og skal fremlægge et emne, der ligger dig på sinde. Du har forberedt dig grundigt, og idet du får ordet, føler du et lille sug i maven. Du begynder at fortælle, og i starten går det meget godt – lige indtil dine øjne falder på en kollega, der sidder med himmelvendte øjne, korslagte arme og ryster på hovedet. Derefter bliver du usikker og har svært ved at koncentrere dig om din fremlæggelse.

Jeg går ud fra, at det er en situation, vi alle har prøvet. Ikke særlig rar, vel? Det synes jeg heller ikke.

Men hvad gør man så, når kollegaen bruger den slags kropssprog?

Kig dig rundt. Er de andre mødedeltagere også uenige? Hvis de har bedre manerer, er det ikke sikkert, at det er så nemt at afgøre. Og så er der jo ikke andet at gøre, end at spørge: ”Er I enige? Hvis ikke, vil jeg meget gerne høre hvorfor.” Derefter må man jo tage den debat, der eventuelt kommer. Den er langt mere hensigtsmæssig end alt det usagte, der ligger bag korslagte arme og himmelvendte øjne.

Gå til personen med de himmelvendte øjne efter mødet og bede vedkommende om at lade være med at vende øjne, fordi det er sårende og uhensigtsmæssigt at kommunikere på den måde. Men det kræver mod, fordi du jo netop har oplevet, at personen er kritisk overfor emnet.

Gå til din arbejdsmiljørepræsentant/arbejdsmiljøleder og fortæl om din oplevelse og  argumenter for, at det på en arbejdsplads ikke er acceptabelt at bruge sådan et kropssprog, og om mon ikke tiden er moden til et sæt spilleregler vedrørende god kommunikation i afdelingen. At der sidder en person ved møderne og udsender negative signaler påvirker nemlig ikke kun dig, men alle på mødet. Det kan der arbejdes aktivt for at ændre på.

Kommunikation kan man nemlig arbejde ganske fornuftigt med på mange forskellige måder – det er blot at vælge den form, der passer jer bedst. Vigtigst er det dog, at alle ansatte er med i processen. Derved får alle ejerskab til, hvordan kommunikationen på laboratoriet bør være, og alle kender til de aftalte regler for, hvordan man skal agere, hvis der er enkelte, der ikke følger reglerne.

Arbejdsmiljøproblemer bunder oftest i manglende eller uhensigtsmæssig kommunikation – lad os tage fat om nældens rod og have mod til at italesætte de reelle problemer, som det skaber.

”Er I enige? Hvis ikke, vil jeg meget gerne høre hvorfor.”

Mange hilsner fra

Camilla Bjerre