Archive for august, 2012

Brok dig til dbio

mandag, august 13th, 2012

Af Camilla Bjerre

Brok dig til dbio

Kære medlem

Er du utilfreds med dit medlemsskab, sig det til dbio.
Er du tilfreds, sig det til din kollega.

Der er ingen tvivl om, at store dele af fagbevægelsen er under pres, og har været det over de senere par år. Bioanalytikerne som gruppe har formået at holde sammen, så den samme medlemsflugt ses ikke i dbio. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke skal være fokus på, hvordan vi bevarer dette sammenhold.
I foråret udarbejdede dbio en argumentsamlingen med fordelene ved medlemskab, og i den forbindelse fortalte et medlem mig, at nogle af hendes kolleger snakkede meget dårligt om dbio, mens de var på arbejde. De var stadigvæk medlemmer, og havde umiddelbart ingen intentioner om at melde sig ud. Til gengæld betød snakken, at der kom et negativt lys omkring dbio på den aktuelle arbejdsplads. Andre, der end ikke havde overvejet at melde sig ud tidligere, begyndte at tale om at træde ud af fællesskabet.
Hendes historie fik mig til at tænke på, hvor ærgerligt det er, når netop sådan noget sker. Vi kender det fra os selv - der skal ikke meget til at vende en holdning omkring et emne fra positiv til negativ, men hvis holdningen skal vendes fra negativt til positivt igen, så kræver det rugbrødsarbejde.
Og det paradoksale er jo, at den negative snak medfører, at andre overvejer at melde sig ud eller undlader at melde sig ind. Derved stilles ikke blot det utilfredse medlem, men alle medlemmerne svagere. Jo færre medlemmer jo svagere står fagforeningen.
Når vi i dbio’s formandsskab modtager en henvendelse fra et utilfreds medlem, så tager vi henvendelsen dybt alvorligt, og gør alt, hvad der står i vores magt for at imødekomme den. Jeg vil derfor påstå, at det absolut ikke er omsonst at skrive sin utilfredshed til os. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at man får mere udbytte for sine medlemskroner end ved blot at fortælle om uheldige episoder til sine kolleger.
For din egen investerings skyld bør du derfor fortælle dine kolleger om at det gode dbio kan - uanset om du er medlem af dbio, fordi du betragter det som en slags forsikring, om det er det faglige fællesskab eller om du bare er af den holdning, at medlem, det er man bare. Kun ved at sprede positive historier vedbliver vi at stå sammen - og stå stærkt.

Mange hilsner fra

Camilla Bjerre