Archive for marts, 2011

Argument om medlemskab - de faglige kurser

fredag, marts 25th, 2011

Kursusprogram 2011Af Camilla Bjerre

Kære medlem

En tillidsrepræsentant kom til mig og spurgte, hvad hun skulle svare et medlem, der ytrede, at hun måske ville melde sig ud af Danske Bioanalytikere med følgende begrundelse:

”Danske Bioanalytikeres faglige kurser kunne hun lige så vel få som ikke-medlem af dbio. Kurserne på hendes afdeling blev betalt af kursusmidler, og så var det jo alligevel hendes arbejdsgiver, der betalte merprisen for kurset, hvis hun meldte sig ud.”

Der er tre interessante ting ved medlemmets ytring.

For det første er hun glad for dbio’s faglige kurser – og ønsker at fortsætte med at udvide sin faglige horisont ved at deltage på kurserne. Det er vigtigt at lægge mærke til, da det tilsyneladende er hendes vægtigste medlemsfordel.

For det andet virker det som om, at de faglige kurser er det eneste, der giver hende lyst til at fortsætte med at være medlem. Og det er jo rigtig ærgerligt, for der er mange forskelligartede grunde til at være medlem. Det er dem jeg beskriver i denne ”blog-serie”, hvoraf du nu læser nummer 2.

Den tredje er opfattelse af, at ikke-medlemmer kan deltage på kurserne. Det er ikke første gang jeg hørte nogen sige dette. Det er derfor vigtigt at få fakta på plads. I kursusbeskrivelsen står: ”dbio’s kurser er primært for vores medlemmer. Ansøgere uden for dbio’s organisationsområde kan dog optages, hvis der er ledige pladser. Det gælder dog kun medlemmer af forhandlingsberettigede organisationer.” Ansøgeren til kurset SKAL altså være medlem af en fagforening, der har forhandlingsret. Man kan således IKKE deltage, hvis man er medlem af en alternativ fagforening eller slet ikke er medlem af nogen fagforening. Grunden til, at passagen står der er, at for eksempel en radiograf, der arbejder på en nuklearmedicinsk afdeling og er medlem i Foreningen af radiografer i Danmark, gerne vil deltage i et kursus i dbio-regi. Radiografen vil dog skulle betale en merpris, da han eller hun jo ikke har betalt for medlemskab af Danske Bioanalytikere. Desuden har Danske Bioanalytikeres medlemmer fortrinsret, hvis der er kamp om pladserne på kurset.

Mit svar til tillidsrepræsentanten blev derfor, at hun kunne sige noget i stil med:
”Danske Bioanalytikeres kurser er kun for medlemmer – det er misforstået, at ikke-medlemmer kan købe sig adgang via en merudgift. Så hvis du er interesseret i kurserne skal du selvfølgelig støtte op om foreningen, der udvikler og udbyder dem, nemlig Danske Bioanalytikere.”

Jeg håber, at du i kommentarfeltet vil komme med din holdning til det, jeg har skrevet eller, at du vil fortælle om dit vægtigste argument for at være medlem af Danske Bioanalytikere.

Hilsner fra

Camilla Bjerre

Argument om medlemsskab - kontingent og skattefradraget

onsdag, marts 16th, 2011

Af Camilla Bjerre

Kære medlem

Forleden var jeg til en rigtig god generalforsamling i Danske Bioanalytikeres Region Hovedstaden. Et af emnerne var udviklingen i antallet af medlemmer i Danske Bioanalytikere og jeg tænkte, at den drøftelse kunne være lige så relevant på landsplan, hvorfor du nu kan læse dette blogindlæg.

Lad mig straks slå fast, at der er et helt stabilt antal medlemmer i Danske Bioanalytikere. Cirka 9 ud af 10 på arbejdspladserne er medlemmer. Det svinger selvfølgelig lidt over et år, men kun marginalt. Det vil sige, at Danske Bioanalytikere ikke oplever nogen form for medlemsflugt, som man så ofte kan læse og høre i nyhedsmedierne, at fagbevægelsen er udsat for.

På generalforsamlingen blev der udtrykt bekymring for, hvad det kommer til at betyde for medlemsantallet i Danske Bioanalytikere, at regeringens spareplan, Genopretningspakken, har sat fradraget til faglige kontingenter fra 2011 på maksimalt 3.000 kroner årligt. Forskellen i praksis for medlemmerne af Danske Bioanalytikere er ca. 89 kroner om måneden.
Fra 1. april 2011 nedsættes det ekstraordinære konfliktkontingentet på 100 kr. til det sædvanlige niveau, nemlig 30 kr. Derfor bliver den samlede udgift til kontingent for medlemmerne ikke væsentligt højere end i 2010.

Så hvis du hører en kollega ytre, at han eller hun vil melde sig ud af dbio og ind i de alternative fagforeninger, der i reklamespots slår sig op på, at man hos dem stadig kan trække hele kontingentet fra i skat, så har du nu fakta på plads. Du kan nu fortælle, at det ikke er så galt endda, som der bliver sagt i reklamespotsene.
For jeg mener ikke, at det kun er TR, mig og andre, der dagligt beskæftiger sig med fagligt arbejde i Danske Bioanalytikere, der bør kunne fortælle fordelene ved at være medlem. Mit mål er, at alle medlemmer skal kunne fortælle, hvorfor de er medlemmer. Både til mulige medlemmer – og dem der siger, at de vil melde sig ud. Medlemsskabet er et aktivt valg, man har truffet – og det skal man være stolt af og kunne fortælle andre om.

Selvom medlemsantallet er stabilt, er jeg af den holdning, at man ikke skal hvile på laurbærrene. Derfor er der et grundigt arbejde i gang i Danske Bioanalytikere med at kortægge medlemsfordelene for at hjælpe alle medlemmer med at sætte ord på dem. Det er nemlig ikke altid helt nemt at sætte ord på det, man selv synes er helt naturligt.

Som et led i synliggørelsen af dette arbejde vil jeg i de næste blogindlæg debattere de væsentligste medlemsfordele. Jeg håber du i kommentarfeltet vil komme med din holdning til det jeg skriver eller fortælle om dit vægtigste argument for at være medlem af Danske Bioanalytikere.

Hilsner fra

Camilla Bjerre