Archive for september, 2010

Menneskeliv kontra høreapparater

torsdag, september 9th, 2010

Af Camilla Bjerre

Kære medlem

Når jeg læser på DTU’s hjemmeside om diplomingeniørers jobbeskrivelse står der, at efter den 3 ½-årige uddannelse vil diplomingeniører typisk beskæftige sig med bygningskonstruktion og –projektering, udvikling af it-systemer og elektronik og miljørådgivning. Man kan beskæftige sig med konstruktion af alt fra vindmøller til høreapparater. Det vil sige et meget teknologisk arbejdsfelt, der ofte munder ud i teknologi, der har en salgsværdi.

Grunden til, at jeg her opremser diplomingeniørernes arbejdsfelt er, at jeg læste i lønkommissionens rapport , der udkom i maj 2010, at regionalt ansatte bioanalytikere får 53 % mindre i løn end regionalt ansatte diplomingeniører. Bioanalytikere honoreres i gennemsnit med 177 kroner i timen, hvorimod diplomingeniører får 270 kroner i timen. Jeg skæver således ikke engang til de privatansatte diplomingeniører, og alligevel denne massive forskel i honorering.

Diplomingeniører tager altså en uddannelse på samme niveau som bioanalytikere, men af årsager, der står hen i det uvisse, bliver de honoreret på et helt andet niveau. Traditionelt vil den første indskydelse være, at forskellen i honorering skyldes, at diplomingeniør er et udpræget mandefag (ca. 90 % mænd), hvorimod bioanalytiker (indtil videre) er et typisk kvindefag (ca. 90 % kvinder). Årsagen kan også ligge i, at diplomingeniørernes arbejde udmunder i et produkt, som kan have en omsætningsværdi. Men bioanalytikerne skal da ikke lide lønmæssigt under, at de har valg et fag, hvor deres produkt ikke kan sælges! Hvem skal prissætte værdien af et menneskeliv?

Konklusionen står i hvert fald klart for mig: Diplomingeniørernes teknologiske fag anerkendes lønmæssigt mere end bioanalytikerfagets diagnostiske værdi. Ergo prissættes teknologisk udvikling højere end diagnoser for menneskeliv.

Forskellen i løn kan have flere negative konsekvenser, fordi lønnens størrelse selvfølgelig er en faktor de unge tage i betragtning, når de skal vælge fag. På den lange bane bliver der så flere til at udvikle høreapparater end til at udføre bioanalyse.

Men måske vil befolkningen hellere have et nyt høreapparat eller en sikker diagnose?

Hilsner fra

Camilla Bjerre

Hiv lægerne op af det dybe vand

onsdag, september 1st, 2010

Af Camilla Bjerre

Kære Medlem

Jeg har netop afsluttet en tankevækkende bog, og jeg vil dele et par af hovedpointerne med jer i denne blog.
”Skammekrogen” af Jannie Kilsmark er en debatbog skrevet af forskellige sundhedsfaglige eksperter såsom en overlæge og en sundhedsøkonom. Bogen lægger op til en række løsninger på de problemstillinger, der rejses. Omdrejningspunktet er en patientgruppe, som mange bioanalytikere har daglig kontakt med, nemlig de medicinske patienter. Denne patientgruppe er ikke inkluderet af kræftpakker, behandlingsgaranti og diagnosespecifikke behandlinger, fordi deres sygdomsforløb allerede er diagnosticeret, men samtidig utrolig komplekst. Komplekst. fordi de medicinske patienter har en del diagnoser samtidig, for eksempel fedme, KOL og slidgigt. Som behandling får de typisk ikke mindre end ti forskellige typer medicin, der påvirker hinanden i mere eller mindre ukendt grad. Netop på grund af denne medicinsammensætning indlægges de medicinske patienter adskillige gange i deres alderdom.

En overlæge, udtaler i bogen, at behandlingen af de medicinske patienter ikke er forbundet med nogen lægefaglig ekspertise. Derfor er det oftest på de medicinske afdelinger, de nyuddannede læger får deres ansættelse. Den kompleksitet i behandlingen, som de medicinske patienter har behov for, bestrider de uerfarne læger af gode grunde endnu ikke. Overlægens forslag lyder, at de yngre læger ikke længere skal udsættes for det, der kaldes ”Det dybe vands pædagogik”. Nemlig den tankegang, at man lærer på den mest hensigtsmæssige måde, hvis man bliver kastet ud i udfordringerne uden nogen form for supervision eller sidemandsoplæring. Så lærer man åbenbart at svømme! Overlægens ide er, at alle yngre læger skal sidemandsoplæres efter deres uddannelse. Det synes jeg er en helt fantastisk idé! Jeg husker tydeligt situationer fra akutmodtagelsen, hvor den yngre læge står med sine bøger i hånden og kigger med forvirrede øjne på sygeplejersken og mig. Han ville nok have været glad for lidt sidemandsoplæring. Og det ville patienten nok også. For overlægen beskriver, hvordan sidemandsoplæringen vil medføre hurtigere udredning, færre liggedage (og dermed færre liggesår) samt langt færre udgifter pr. patient. Effektivt og godt – både for sundhedsvæsnet økonomi og patienten.

Hilsner fra

Camilla Bjerre