Archive for the ‘Har du ondt i kroppen?’ Category

Har du ondt i kroppen?

onsdag, november 30th, 2011

Af Camilla Bjerre

Kære medlem

Når jeg spørger bioanalytikere, om de har ondt i kroppen, svarer en foruroligende stor andel ’Ja’, og det skal der simpelthen gøres noget ved, for det er i min optik ganske urimeligt, at få ondt i kroppen af at udføre sit arbejde.
Mange projekter har vist, at motion, bevægelse og målrettede øvelser kan forebygge og udbedre smerter i kroppen. En af mine prioriteter i dbio er, at mindske antallet af bioanalytikere med arbejdsskader. Derfor kom det uhyre belejligt, da bioanalytiker Jens Lund tilbød Danske Bioanalytikere, at udvikle målrettede øvelser på video, som bioanalytikerne kunne udføre, for at forebygge og lindre smerter i bevægeapparatet. Jeg forelagde tilbuddet for dbio’s hovedbestyrelse, der takkede ’ja tak’ til tilbuddet.
Efterfølgende har en fysioterapeut været inde over udvikling af øvelserne, så de er særligt målrettede mod netop de belastninger, vi møder i bioanalytikerfaget. Det har resulteret i ikke mindre end 72 forskellige øvelser, der endda er optaget i et laboratorium. Øvelserne er sorteret efter hvilket område af kroppen, de retter sig mod, så du kan derfor finde flere øvelser, der gavner dit ”problemområde”, eller det område, som du frygter, er særligt udsat i dit arbejde. Har du for eksempel ondt i dine skuldrer, er det oplaget, at udføre øvelsen “Stumtjeneren”. Er det derimod dine håndled, der værker, så klikker du blot på fanen “Håndled” og bliver præsenteret for fem målrettede øvelser.
Hver serie af øvelser varer kun 2-3 minutter, hvilket svarer til en ganske kort pause, som kan lægges ind, når du i løbet af din dag har et ledigt øjeblik. Derved er du et skridt nærmere en endt arbejdsdag, hvor du ikke har fået mere ondt i kroppen end da du mødte ind.

Hvis sygefraværet på en arbejdsplads kan sænkes ved at lave forebyggende øvelser i arbejdstiden, må det være i både arbejdsgiver og den ansattes interesse. Arbejdsgiver, eftersom sygefravær på grund af smerter i bevægeapparatet årligt beløber sig til enorme summer. Den ansatte, fordi smerter aldrig kan være af det gode. En typisk win–win situation, som jeg håber, at du vil være med til at sætte i sving. Opfordr en kollega til, at I kan lave øvelserne sammen. Lav en konkurrence med dine kolleger om, hvem der først får krydset alle øvelserne af på en planche. Sæt øvelserne på projektor og lav en fælles pause om eftermiddagen, hvor I alle kan være med. Mulighederne er mange – det handler blot om, at gribe de måder der passer ind på din arbejdsplads - og realisere dem!

Du finder øvelserne her: God fornøjelse

Hilsner fra Camilla Bjerre