Archive for the ‘De faglige kurser’ Category

Argument om medlemskab - de faglige kurser

fredag, marts 25th, 2011

Kursusprogram 2011Af Camilla Bjerre

Kære medlem

En tillidsrepræsentant kom til mig og spurgte, hvad hun skulle svare et medlem, der ytrede, at hun måske ville melde sig ud af Danske Bioanalytikere med følgende begrundelse:

”Danske Bioanalytikeres faglige kurser kunne hun lige så vel få som ikke-medlem af dbio. Kurserne på hendes afdeling blev betalt af kursusmidler, og så var det jo alligevel hendes arbejdsgiver, der betalte merprisen for kurset, hvis hun meldte sig ud.”

Der er tre interessante ting ved medlemmets ytring.

For det første er hun glad for dbio’s faglige kurser – og ønsker at fortsætte med at udvide sin faglige horisont ved at deltage på kurserne. Det er vigtigt at lægge mærke til, da det tilsyneladende er hendes vægtigste medlemsfordel.

For det andet virker det som om, at de faglige kurser er det eneste, der giver hende lyst til at fortsætte med at være medlem. Og det er jo rigtig ærgerligt, for der er mange forskelligartede grunde til at være medlem. Det er dem jeg beskriver i denne ”blog-serie”, hvoraf du nu læser nummer 2.

Den tredje er opfattelse af, at ikke-medlemmer kan deltage på kurserne. Det er ikke første gang jeg hørte nogen sige dette. Det er derfor vigtigt at få fakta på plads. I kursusbeskrivelsen står: ”dbio’s kurser er primært for vores medlemmer. Ansøgere uden for dbio’s organisationsområde kan dog optages, hvis der er ledige pladser. Det gælder dog kun medlemmer af forhandlingsberettigede organisationer.” Ansøgeren til kurset SKAL altså være medlem af en fagforening, der har forhandlingsret. Man kan således IKKE deltage, hvis man er medlem af en alternativ fagforening eller slet ikke er medlem af nogen fagforening. Grunden til, at passagen står der er, at for eksempel en radiograf, der arbejder på en nuklearmedicinsk afdeling og er medlem i Foreningen af radiografer i Danmark, gerne vil deltage i et kursus i dbio-regi. Radiografen vil dog skulle betale en merpris, da han eller hun jo ikke har betalt for medlemskab af Danske Bioanalytikere. Desuden har Danske Bioanalytikeres medlemmer fortrinsret, hvis der er kamp om pladserne på kurset.

Mit svar til tillidsrepræsentanten blev derfor, at hun kunne sige noget i stil med:
”Danske Bioanalytikeres kurser er kun for medlemmer – det er misforstået, at ikke-medlemmer kan købe sig adgang via en merudgift. Så hvis du er interesseret i kurserne skal du selvfølgelig støtte op om foreningen, der udvikler og udbyder dem, nemlig Danske Bioanalytikere.”

Jeg håber, at du i kommentarfeltet vil komme med din holdning til det, jeg har skrevet eller, at du vil fortælle om dit vægtigste argument for at være medlem af Danske Bioanalytikere.

Hilsner fra

Camilla Bjerre