Archive for the ‘der bliver mobbet?’ Category

Er du en ud af ti, der bliver mobbet?

mandag, oktober 18th, 2010

Af Camilla Bjerre

Vidste du, at knap hver tiende på en arbejdsplads bliver mobbet? Og at halvdelen af arbejdspladserne ikke gør noget ved det?

FTF og LO har nemlig fået foretaget en spørgeskemaundersøgelse om mobning. De adspurgte er organiserede i fagforeninger under FTF og LO, hvilket Danske Bioanalytikere hører under. Nogle af de væsentligste svar var:

43 % synes, at de arbejder på en arbejdsplads med dårlige vilkår for at håndtere og forebygge mobning.

8.3 % har været udsat for mobning på sin arbejdsplads
(Kilde www.FTF.dk)

Arbejdstilsynet definerer mobning som: Det er mobning, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid - eller gentagne gange på grov vis - udsætter en eller flere andre personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende.

Jeg er rystet over, at knap hver tiende lønmodtager har følt sig såret eller nedværdiget over handlinger, de er blevet udsat for på deres arbejdsplads. Og ikke nok med, at de har følt sig såret eller nedværdiget – det er foregået over længere tid - eller gentagne gange på grov vis. Hvis jeg trækker undersøgelsens resultater over på Danske Bioanalytikeres medlemsskare, så ville det svare til, at cirka 500 bioanalytikere bliver udsat for disse sårende og nedværdigende handlinger. Fuldstændig uhørt og uacceptabelt!

Uhørt og uacceptabelt bliver det især når jeg sammenholder det med, at 43 % synes, at de arbejder på en arbejdsplads med dårlige vilkår for at håndtere og forebygge mobning. Det vil sige, at i knap halvdelen af de episoder, hvor mobning foregår – ja, der sker lidt eller intet for at forhindre mobningen.

Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre til at tage ansvar med hensyn til mobning og anerkende, at mobning er en realitet – som der kan gøres noget ved. Hvis du oplever, at nogen bliver mobbet på din arbejdsplads må du som vidne reagere ved at gå til sin leder, tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant. Det kan herefter være et emne der bliver taget op i MED-udvalget eller på et personalemøde – under alle omstændigheder bør der føres samtaler med den eller de mobbende og tages hånd om den der har været udsat for mobning. Jeg mener ikke, at man kan gøre særlig meget forkert – andet end at ignorere problemet.

Og selvom I ikke har mobning på din arbejdsplads her og nu, er det ingen garanti for, at det vil vare ved. Derfor er det en god ide at forebygge så I er beredt til det øjeblik, hvor mobning pludselig bliver en realitet. Forebyggelsen kan handle om oplæg på arbejdspladsen om mobning – inden mobningen for alvor er begyndt. Det kan også være kurser i konfliktløsning. Eller I kan have en fælles holdning på arbejdspladsen til, hvordan mobningen skal håndteres, hvis den opstår - en såkaldt handlingsplan. Inspiration til indholdet af handlingsplanen kan du finde her.

Kort sagt: Tal om det før det bliver et reelt problem.

Der er utrolig mange hjemmesider at få nyttig viden fra. En googlesøgning på mobning gav mig et resultat på ”ca 180.000”. Jeg kan anbefale at starte på www.ftf.dk/arbejdsmiljoe/mobning.

Hilsner fra

Camilla Bjerre