Archive for the ‘Danske Bioanalytikere støtter ingen politiske partier’ Category

Danske Bioanalytikere støtter ingen politiske partier

mandag, juni 21st, 2010

Af Camilla Bjerre

Kære medlem

Der har i den seneste tid været skrevet en hel del i dagspressen om, at nogle fagforeninger har givet økonomiske tilskud til visse politiske partier, mens andre fagforeninger har valgt dette partipolitiske tilskud fra.

Jeg synes, at det er meget vigtigt at slå fast, at Danske Bioanalytikere ikke giver penge til at støtte hverken den ene eller anden fløj i Folketinget. Det vil sige, at medlemmernes kontingent ikke går videre til bestemte politiske partier, som medlemmerne i deres privatliv kan være tilhænger af eller ej. Danske Bioanalytikere er aldeles partipolitisk uafhængig.

I samme åndedrag som dette er sagt, vil jeg pointere, at det, at en fagforening er partipolitisk uafhængig ikke er ensbetydende med, at der ikke i Danske Bioanalytikere er stor bevågenhed og stillingtagen til de udmeldinger, der kommer fra Folketinget. Det være sig lige fra uniformspolitik på de danske hospitaler til nedskæringer. Der er faktisk rigtig stor opmærksomhed på disse udmeldinger, og afhængig af deres karakter og relevans for medlemmernes faglige interesser reagerer Danske Bioanalytikere på en måde, der er relevant i forhold til udmeldingen - på vegne af alle medlemmerne. Uafhængigt af, hvilket parti udmeldingen kommer fra.

Jeg håber, at dette blogindlæg har givet klarhed om, hvordan Danske Bioanalytikere agerer i forhold til politiske udmeldinger fra Folketinget.

Hilsner fra

Camilla Bjerre