Archive for the ‘Ingen gratis ture i Tivoli’ Category

Ingen gratis ture i Tivoli

fredag, september 25th, 2009

Af Camilla Bjerre

Kære Medlem

Forleden havde jeg et møde med en konsulent fra en anden fagforening vedrørende medlemshvervnings-tiltag. Hun sagde, at hun sammenlignede det ikke at være medlem af fagforeningerne og samtidigt tro, at man kan få hjælp, når man kommer i problemer, med det at ville prøve rutsjebanen i Tivoli inden man har betalt for billetten. For bare lige at se, om det ville blive en god tur. Og faktisk synes jeg, at sammenligningen er rigtig god.
Man kan jo ikke forvente, at hvis man ikke er villig til at betale til, at andre kan få hjælp, så kan man heller ikke forvente, at man selv kan bruge de andres indbetalte penge, hvis man selv som ikke-medlem pludselig står i en situation, hvor man faktisk dårligt kan undvære hjælp fra sin fagforening.
Selvfølgelig skal man som ikke-medlem være oplyst om, hvad medlemsfordelene er, for at kunne træffe sit begrundede valg. Dilemmaet er bare i mine øjne, at hvis man kender til sine medlemsfordele, så er der ingen vægtige argumenter for ikke at være medlem af Danske Bioanalytikere.

Hvad er din holdning til gratis ture i Tivoli?

Venlige hilsner

Camilla