Archive for the ‘Siger du De’ Category

Siger du De, eller siger du du?

mandag, januar 27th, 2014

Af Camilla Bjerre

Kære medlem

”Jeg hedder Camilla og er bioanalytiker. Jeg er her for at tage en blodprøve på dig. Må jeg bede om dit CPR-nummer?”
”Hvad siger De?”
”Jeg er bioanalytiker og skal tage en blodprøve på dig. Må jeg bede om dit CPR-nummer?” spurgte jeg med mere kraft i stemmen.
”Hvad siger De?”
”HVAD ER DIT CPR-NUMMER?” nærmest råbte jeg.
”Det får De, når De siger De til mig,” hviskede den ældre kvinde i hospitalssengen med en ganske svag stemme.

Om jeg vælger at sige De eller du har altid været en vanskelig afvejning for mig. Jeg blev opdraget hjemmefra til at sige De til alle ældre – ingen klare definitioner af, hvad ældre var. Det var et skøn fra person til person.
Men min oplevelse som bioanalytiker var, at meget ofte frabad patienterne sig at blive kaldt De. Ofte med et tilhørende suk. Og det kan jeg godt forstå, for selv føler jeg det også akavet, når for eksempel en ekspedient i en butik tiltaler mig med De fremfor du. Dialogen bliver så formel. Jeg får også med det samme en følelse af, at jeg er væsentligt ældre end ekspedienten. Det er ikke altid så rart at blive mindet om den fremskredne alder.

Jeg endte dengang efter grundige overvejelser, at sige du til alle ældre patienter. Men når en patient som i det ovenstående eksempel fra min virkelighed, pludselig ønsker at blive kaldt De, så tænker jeg alligevel, at den følelse hun har, kunne være undgået, hvis jeg blot havde sagt De.
Siger du De eller du?

Mange hilsner fra Camilla