Archive for the ‘Man får da ondt i kroppen af et langt arbejdsliv…’ Category

Man får da ondt i kroppen af et langt arbejdsliv…

mandag, marts 11th, 2013

Af Camilla Bjerre
?
Kære medlem

Langt fra alle medlemmers arbejdsskader kommer ind over dbio, angiveligt fordi mange af jer selv kører sagen. Det er i hvert fald hvad jeg hører, når jeg besøger laboratorierne og snakker med bioanalytikerne. Og det er rigtigt ærgerligt.

Jeg er tvivlende overfor, om I som medlemmer er klar over den gode og kvalificerede hjælp I kan få af dbio’s arbejdsskadekonsulent, Vibeke Greve Kristensen. Det er jo rigtig ærgerligt, for Vibeke hjælper i det omfang I ønsker det – altså også i den store skala, hvor hun så tæt på som muligt overtager sagen. At køre en arbejdsskadesag er en vanskelig proces, hvor der er mange bolde, der skal jongleres på den rigtige måde, for at falde ud til medlemmets fordel. At have en sagkyndig inde over, er uvurderligt for sagsforløbet.

Der er også en helt anden årsag til, at det er væsentligt, at jeres arbejdsskadesag går hånd i hånd med den hjælp, der er at trække på hos Vibeke – en mere politisk vinkel. Lige nu er der desværre ikke mange af medlemmernes arbejdsskader, der reelt bliver anderkendt. Det vil Danske Bioanalytikere ændre på. Derfor har 1.500 af jer netop modtaget en spørgeskemaundersøgelse, der søger at afdække medlemmernes fysiske og psykiske velbefindende. Statistikken – hvis nok medlemmer beslutter sig for at svare – kan være udgangspunkt for sammenligning med resten af Danmarks befolkning. For selvfølgelig skal bioanalytikere ikke have større tilbøjelighed til at få en arbejdsskade end resten af befolkningen.
Når jeg er ude på føromtalte laboratoriebesøg, ser jeg desværre flere med skinner på håndleddene, og jeg hører om smerter i skuldrer og ryg – og arbejdsskaden er ikke blevet anmeldt.
Det er en konsekvens af et langt arbejdsliv – siger de.
Netop! - siger jeg. NÅR det nu er en konsekvens af arbejdet, så skal det anmeldes. OGSÅ selvom vi ved, at arbejdsskaden ikke bliver anerkendt. For vi skal bruge BÅDE medlemsundersøgelsen OG arbejdsskaderne som trædesten frem mod ændring af anerkendelsesreglerne. Derefter får de afviste sager forhåbentlig endnu en mulighed for at blive kørt – med et andet udfald.

Derfor er det super vigtigt, at du svarer på spørgeskemaet, hvis du er en af de 1.500, der skal repræsentere alle 6000 medlemmer og at du - hvis du har ondt - ringer til Vibeke, og spørger, hvordan du skal forholde dig i forhold til anmeldelse.

Hilsner fra Camilla