Archive for the ‘Arbejdsglæde NU!’ Category

Arbejdsglæde NU!

mandag, maj 21st, 2012

Af Camilla Bjerre0147

Kære medlem

Da jeg i morges kørte på arbejde, hørte jeg om et virkelig spændende tiltag, og for en sjælden gangs skyld havde radioen min udelte opmærksomhed.
Indslaget handlede nemlig om arbejdsglæde, der har været en af mine kæpheste i mange år – arbejdsglæden skal højnes, men hvordan gøres det bedst muligt?

Jeg søgte derfor på den interviewedes navn - Alexander Kjerulf, der er ekspert i arbejdsglæde. Han har oprettet en hjemmeside, der hedder arbejdsglaedenu.dk, og jeg tænkte, at jeg vil dele hjemmesidens rigtig gode pointer med jer her på bloggen.
På hjemmesiden kunne jeg blandt andet læse, at arbejdsglæde er en af de tre vigtigste kilder til livsglæde, hvilket jo klart bekræftede min private antagelse om, at hvis man har det godt på arbejdet, så har man det også godt i privatlivet. Alene det argument er for mig nok til, at vi alle burde kaste os frådende over at få højnet arbejdsglæden på vores arbejdspladser.
Da jeg læste videre stødte jeg på yderligere ni andre meget vægtige grunde til at tage arbejdsglæde ganske alvorligt.
Jeg har plukket et par stykker ud her – så kan du jo selv gå ind på hjemmesiden og læse resten:

”Arbejdsglæde er den bedste kur mod stress. Stress kommer ikke nødvendigvis af at arbejde for meget, men af at have det skidt mens du arbejder.

De tre største kilder til manglende arbejdsglæde er travlhed, brok og mangel på ros og anerkendelse.”

Jeg synes, at det er vigtigt, at vi alle hver især tager et medansvar for vores eget arbejdsmiljø. Og jeg er helt sikker på, at vejen til større arbejdsglæde starter mere hos os selv, end ved at ledere, kolleger eller samfundet tager initiativ til forskellige tiltag. Hvis du ikke er modtagelig og tager dit eget ansvar alvorligt, nytter alle disse parters tiltag nemlig ingenting. Hvis du synes, at der kan og bør laves om på noget, skal du derfor gribe i egen barm – hvis du har en sådan.
Du kan jo starte med at tilmelde dig nyhedsbrevet fra Arbejdsglaedenu.dk på dette link. Derved har du taget det første skridt mod højere arbejdsglæde – nemlig at du bevidst beder om at blive mindet om, at der er noget der hedder arbejdsglæde. Dernæst kan du jo på din arbejdsplads begynde at drøfte, hvordan I sammen kan arbejde for, at I alle får en højere arbejdsglæde.

Enig/uenig? Eller har du erfaringer med højnelse af arbejdsglæden på dit laboratorium, som du vil dele med os andre her på bloggen? Husk, at du også kan kommentere anonymt.

Mange hilsner fra

Camilla Bjerre